Hvorfor rejse med os?
Et frivilligophold ude i verden er en stor oplevelse, som vil ændre dig for livet. Der er mange måder at rejse ud på, og det vigtigste er, at du finder en organisation, som du føler dig tryg ved, og som kan hjælpe dig til at få den oplevelse, du gerne vil have.
Global Contact lægger stor vægt på god forberedelse, fællesskab og sikkerhed, som i vores erfaring er det, der skaber et optimalt ophold. Lad os uddybe:
En blød landing
Vi sender dig ikke direkte i armene på en værtsfamilie i en helt ny kultur - vi giver dig en blød landing først. De fleste er spændte og opsatte på eventyret, men bliver alligevel overrasket over kulturchokket ved ankomst. De første fire uger på højskole i regionen giver dig tid til at vænne dig til kulturen, så du bedre kan navigere, når du efterfølgende skal stå på egne ben.
Vi gør dig klar til det frivillige arbejde
Vi giver dig værktøjer og de første erfaringer med frivilligt arbejde på højskolen. Her lærer du om kulturelle normer og traditioner, hvordan du skal forholde dig til eventuelle konflikter, hvad du kan gøre, hvis der ikke er arbejde nok, og du bliver desuden inspireret til at starte egne projekter, når du kommer frem.
Fællesskab med andre frivillige
På højskolen får du et netværk og et fællesskab med en gruppe unge, der også interesserer sig for verden. Det kan du bruge mens du er ude, hvor det er dejligt at kunne snakke med andre i samme situation, og det fører også tit til længerevarende venskaber. Mange af vores frivillige ses flere år efter hjemkomst.
Masser af erfaring
I Mellemfolkeligt Samvirke har vi over 60 års erfaring med at sende frivillige ud i verden. Vi er stolte af at sende mange frivillige ud, for vi kan se hvilken forskel det gør, at man har været ude at opleve verden. Vi tager vores frivilligprogram meget seriøst og trækker på vores lange erfaring og brede netværk i planlægningen af dit ophold.
Sikre rammer
Når du rejser med Global Contact, får du råd og vejledning i forbindelse med planlægningen af dit ophold. Du får også adgang til en 24 timers nødtelefon, hvis du har brug for hjælp. Derudover bliver du tilknyttet en lokal kontaktperson, når du kommer frem. Som en del af forberedelsen inden afrejse, skal du deltage i Global Contacts obligatoriske introkursus, der vil tydeliggøre dit eget ansvar for faglige, praktiske og sikkerhedsmæssige udfordringer, som kan opstå i forbindelse med dit ophold. Vi anbefaler at du læser vores DUTY OF CARE.
Non-profit
Modsat mange andre, der arrangerer frivilligt arbejde ude i verden, er vi en non-profit organisation. Pengene du betaler bliver udelukkende brugt til udgifter i forbindelse med opholdet. Prisen er ikke direkte sammenlignelig med andres, da den altid inkluderer fire ugers højskoleophold ude i verden. Du bidrager til Mellemfolkeligt Samvirkes udviklingsarbejde, når du rejser med os, og dette beløb kan trækkes fra i SKAT, hvilket vi automatisk indberetter for dig, når året er omme.