Sommerhøjskole i Palæstina
Ingen sendes til Palæstina

HJÆLP BEFOLKNINGEN I PALÆSTINA

Vi er i Global Contact og resten af Mellemfolkeligt Samvirke meget bekymrede over den eskalerende humanitære krise i Gaza, hvor 2 millioner mangler basale fornødenheder, civile lider under bombninger og hospitaler er i knaphed med medicin. Støt Mellemfolkeligt Samvirkes nødhjælpsarbejde med en enkelt donation på dette link:

Højskolen i Palæstina

Et ophold på vores højskole i Palæstina giver dig mulighed for at opleve konflikten med egne øjne, og lære om kultur, samfund og politik i regionen.

Højskolen ligger i Betlehem i sikre omgivelser, tæt på religiøse og kulturelle seværdigheder, og har sit eget hyggelige hostel og café drevet af unge palæstinensere. 

Kom og oplev arabisk kultur indefra og tag del i fællesskabet. 

Rundvisning på højskolen

Højskolen i Palæstina
Højskolen i Palæstina
Højskolen i Palæstina
Højskolen i Palæstina
Højskolen i Palæstina

Beliggenhed

Højskolen i Palæstina ligger i Betlehem, tæt på restauranter, vandpibecaféer og markeder.  

31.71175, 35.199972

Højskolekurser i Palæstina

Info om højskolen

Området

Højskolen ligger i Betlehems centrum, kort fra byens vartegn Fødselskirken. Højskolen er ramme om et levende internationalt miljø, for her er både kurser for danske og palæstinensiske unge, og en lang række frivillig-drevne aktiviteter. Højskolen arbejder for at skabe globalt medborgerskab og sætte palæstinensiske unge og kvinder i stand til at kæmpe for deres rettigheder. Du finder ikke et bedre sted at lære konflikten at kende indefra og forstå palæstinensernes hverdag og virkelighed under den israelske besættelse.  

Højskolen ligger på en stille gade i rolige omgivelser, og har ansatte der sørger for at sikkerheden altid er i orden. Højskolens hovedbygning huser små og lidt større undervisningslokaler, kontorer, et lille køkken og terrasser. Foran hovedbygningen er der en hyggelig lille gårdhave med bænke i skyggen under oliventræerne. Her kan du hurtigt falde i snak med andre højskoledeltagere eller unge palæstinensere.  

Du kommer til at bo på et guest house cirka 10 minutters gang fra højskolen. Her bliver du indkvarteret sammen med dine medrejsende på en sovesal med køjesenge og tilhørende baderum. Her er fællesarealer, hvor du kan slappe af med de andre rejsende om aftenen. Efter dagens program kan du også nyde solen i højskolens gårdhave eller hænge ud med te og et spil i en af de hyggelige nærliggende caféer.

Det er oplagt at udforske Betlehems byliv, der ligger lige uden for døren med restauranter, vandpibecaféer og barer. I din fritid du kan besøge de religiøse og kulturelle seværdigheder som Fødselskirken i Betlehem eller den gamle bydel i nabobyen Jerusalem. Fra højskolen er der kort til markedet, hvor du f.eks. kan få aktiveret alle sanser ved at dufte til sække med krydderier og se de farverige bunker af slik.  Du kan også være mere kulturel og gå på jagt efter de mange trossamfunds historiske bygninger i byen. 

I weekenden eller på fridage kan du tage på en længere tur uden for Betlehem. Du kan flyde på Det Døde Hav og nyde solen, ride på kameler, eller rejse til verdens ældste by Jericho, og tage kabelbanerne op til Mount of Temptation. En af de smukkeste naturoplevelser finder du i naturreservatet Wadi al-Qilt, hvor du kan tage på en guidet vandretur langs stejle klippesider og små vandløb. 

Undervisning

Uanset hvilket kursus du tager på i Palæstina, kan du forvente at blive taget imod af vores dedikerede palæstinensiske undervisere, der glæder sig til at give dig indsigt i livet i Palæstina. Vær forberedt på et program der giver dig masser af viden og stof til eftertanke. Du kommer bestemt ikke til at kede dig!  

Undervisningen på højskolen foregår både på selve højskolen i Betlehem, og kombineres med ture ud af huset. Programmerne tager dig til andre større byer som Hebron og Ramallah, men også ud på landet i områder der er stærkt kontrolleret af israelerne, og på besøg i flygtningelejrene. Du kommer til at møde palæstinensere, der giver dig indblik i såvel det store perspektiv som de personlige historier. Der vil ofte også være plads til mere kulturelle oplevelser som at lære folkedansen dabkeh eller arabisk madlavning. Mange programmer afsluttes med et lille projekt, hvor du omsætter din nye viden til handling.  

På højskolen undervises der på engelsk, og du kan forvente at de fleste palæstinensere taler et godt engelsk, så det er nemt at kommunikere med folk du møder. For at deltage på højskolen, skal du kunne tale og forstå lidt engelsk. Vi stiller ikke krav om at du er flydende, men du skal kunne deltage i en samtale og have mod på at være med i diskussionerne.  

Vejret

I Betlehem er klimaet tempereret og svinger meget afhængigt af årstiden. I sommermånederne juli og august kan det blive meget varmt med daglige temperaturer omkring 30 grader midt på dagen. Om sommeren er der masser af høj sol og stort set ingen regn. I månederne april til juni, og september-oktober er der mildt og solrigt med daglige temperaturer på 20-25 grader og kun lidt regn. December, januar og februar er kølige måneder med større chancer for regn, hvor temperaturen falder ned til 10-15 grader om dagen.  

 

Vil du vide mere?

Vi svarer meget gerne på dine spørgsmål. Kig forbi et af vores infomøder eller kontakt en af vores dygtige koordinatorer, som kan hjælpe dig med stort og småt.